Filmoptagelser gik galt: 31-årig lysmand sprang ud af 20 meter høj lift

En 31-årig lysmand fra København kom i nat ud for en arbejdsulykke.

Ved nogle filmoptagelser på Naturbjerg i Havdrup ved Solrød, var manden hejst cirka 20 meter op i en lift, der var monteret på en lastbil. Men støttebene sank i den bløde jord. Det bevirkede, at liften med lysmanden i væltede nedad.

Undervejs ramte liften nogle grene, og inden liften ville ramme en kirkegårdsmur, sprang lysmanden ud af liften.

Den 31-årige mand klagede over smerter i ryggen og blev i ambulance kørt til skadestuen til undersøgelse.

Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken og vil senere i samarbejde med politiet undersøge årsagen til uheldet nærmere for at finde ud af, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Dagens Gossip