Filmstjerne gør grin med hunde-smugling

Skrevet af admin

09/05/2016

Mest læste i dag

Skuespilleren Johnny Depp og hans kone, skuespillerinden Amber Heard, kom for nylig i problemer, da parret uden om de australske myndigheder smuglede to hunde ind i landet.

Skuespillerparret måtte stå frem med en officiel undskyldning til Australien for deres handling, men nu gør "Pirates of the Caribbean"-stjernen grin med den undskyldning.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg vil rigtig gerne undskylde for ikke at smugle mine hunde ind i England, fordi det villet have været en dum ting at gøre, lød det fra den anerkendte skuespiller til en pressekonference søndag for hans nye film "Alice Through the Looking Glass".

En australsk domstol lod skuespillerens kone slippe med én måneds betinget dom, som forudsætter, at hun udviser god opførsel, efter at hun erkendte sig skyldig i at have forfalsket rejsedokumenter til parrets to hunde, Pistol og Boo.

Dermed slap Amber Heard med skrækken om udsigten til en fængselsdom på 10 år for at have smuglet dyr ind i landet og for ikke at sende hundene igennem de påkrævede karantæneprocedurer.

Kort efter episoden lavede parret en undskyldende video til Australien, som af mange blev hånet, fordi flere mente, at parrets tone var uengageret og påtaget, ligesom at det berømte par blev kritiseret for deres opførsel i videoen, som i manges øjne var besynderlig.

/ritzau/FOKUS