Filmstjerne hånes for brok på Twitter

Skrevet af admin

25/01/2016

Mest læste i dag

En forkælet filmstjerne, der brokker sig.

Det var indtrykket, Twitter fik af "Fire bryllupper og en begravelse"-stjernen Andie MacDowell, efter at hun uploadede et billede på Twitter, hvor hun klagede over at være blevet sendt på "turistklasse", selv om hun havde betalt for at sidde på 1. klasse.

- Hjælp. Jeg betalte for første klasse, og de sendte mig ned på turistklassen på grund af min hund, som jeg havde booket plads til og betalt for, skrev den 57-årige skuespiller på Twitter ifølge People Magazine.

Det var dog ikke alle brugerne på Twitter, som havde lige meget sympati for den utilfredse filmstjerne.

- Grusomt! "Turistklasse". Du bør ikke blive tvunget til at sidde ved siden af det skidt. Du er bedre end os, skriver en Twitter-bruger blandt andet med ætsende sarkasme.

MacDowell endte derfor med at trække i land, selv om hun stadigvæk ikke har tilgivet American Airlines, der var det flyselskab, hun fløj med.

- Jeg er meget tilfreds med at flyve på økonomiklassen, jeg er glad for at køre med bus eller i metroen, men hvis jeg betaler for 1. klasse, så er det der, jeg vil være. Jeg har lært en lektie, klag aldrig på Twitter, og lad være med at betale for første klasse på American Airlines, sørg for kun at udtrykke taknemmelighed. Kan vi komme videre nu, skriver skuespillerinden, der altså er kommet lidt ned på jorden igen.

/ritzau/FOKUS