Filmstjerne slår studerende i ansigtet

Skrevet af admin

21/02/2016

Dagens topnyheder

Hollywood-stjernen Shia LaBeouf har flere gange gjort sig bemærket for andet end sit skuespil, og nu forlyder det, at Transformers-skuespilleren under et kunstprojekt skulle have slået en studerende i ansigtet.

Den studerende bad dog selv skuespilleren om at slå ham, og det var en modvillig Shia LaBeouf, der skulle have efterkommet ønsket.

Det skriver Toronto Sun.

Sammen med nogle andre kunstnere tilbragte Shia LaBeouf i weekenden 24 timer i en elevator i kunstprojektet #Elevate, og det var her, at en studerende skulle have fortalt skuespilleren, at han var en performance-kunstner og desuden bedt Hollywood-skuespilleren om at hjælpe ham med at afslutte sit næste projekt.

- Åh mand, du vil have, at jeg skal slå dig i ansigtet? Jeg har ikke lyst til at slå dig særlig hårdt, lød svaret fra Shia LaBeouf, der dog efterkom ønsket med en lussing.

29-årige Shia LaBeouf udførte kunstprojektet sammen med sine to kolleger Luke Turner og Nastja Säde Rönkkö. Konceptet var, at besøgende kunne komme en tur med ind i elevatoren, og hele projektet blev livestreamet på Youtube.

/ritzau/FOKUS