Filmstjerne snød døden tre gange

Han er en verdensberømt skuespiller, der omgiver sig med supermodeller i sin fritid, og så har han kigget manden med leen i øjnene og er sluppet godt fra det. Det er bestemt ikke kedeligt at hedde Leonardo DiCaprio. 

"Inception"-stjernen fortæller i et stort interview med Wired, hvordan han tre gange har været ved at stille træskoene på temmelig spektakulær vis.

- En hvidhaj svømmede ind i mit bur, da jeg dykkede i Sydafrika. Halvdelen af dens krop var inde i buret, og den bed efter mig. Jeg faldt ned på bunden og forsøgte at ligge helt fladt. Hvidhajen tog fem eller seks bid en armslængde fra mit ansigt. De ansatte på stedet fortalte, at de aldrig havde oplevet sådan noget før, fortæller den 41-årige skuespiller.

DiCaprio deler også en vild historie, som man nok ikke skal læse, hvis man lider af flyskræk.

- Så var der en flyvetur til Rusland. Jeg sad på Business Class, da en motor sprængte i luften foran mine øjne. Jeg sad og kiggede ud på vingen, og pludselig eksploderede den som en ildkugle, beretter DiCaprio om den begivenhedsrige flyvetur, der endte med en nødlanding i New York.

Sidst, men ikke mindst, var der et faldskærmsudspring, der kunne være gået grueligt galt, hvis ikke skuespillerens makker havde tænkt hurtigt.

- Det var et tandemspring. Vi udløste den første faldskærm, men den var viklet helt sammen. Manden, jeg sprang med, skar den fri. Vi var i frit fald i yderligere fem til ti sekunder, og jeg tænkte slet ikke over, at vi havde en ekstra skærm, så jeg troede, at vi var ved at falde i døden, afslutter den heldige superstjerne. 

Leonardo DiCaprio er snart aktuel i den barske westernfilm "The Revenant", der har dansk premiere den 21. januar efter årsskiftet. 

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip