Filmstjernes død: Teenager dømt for tyveri

En amerikansk teenager er torsdag blevet idømt seks måneders fængsel, efter at han i november sidste år stjal vragdel fra den bil, som skuespilleren Paul Walker mistede livet i.

Det skriver TMZ.

Ud over den 18-årige er også en 26-årig mand sigtet i sagen. Han bliver stillet for en dommer til oktober, hvor det forventes, at han får en lignende dom.

De to unge mænd har angiveligt stjålet dele fra den udbrændte Porsche Carrera GT, som stod i flammer efter den tragiske ulykke, der slog "Fast & Furious"-stjernen ihjel den 30. november sidste år i Santa Clarita, Californien.

Ud over 40-årige Paul Walker mistede chaufføren og Walkers ven gennem mange år Roger Rodas også livet i ulykken.

Paul Walker var i gang med optagelserne til den syvende "Fast & Furious"-film i rækken, da ulykken skete. Efterfølgende indspillede hans brødre Cody og Caleb hans sidste scener i filmen.

"Fast & Furious 7" har premiere til april næste år.

Newspaq

Dagens Gossip