Fin feriesæson for de danske hoteller

Den danske sommer var ikke kun god for alle dem, der satte pris på det usædvanligt gode vejr. De danske hoteller oplevede fremgang i forhold til sommeren 2012.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I alt blev der foretaget 3.177.200 overnatninger på de danske hoteller i sommermånederne juni, juli og august.

Det er 128.000 flere overnatninger end i de samme måneder sidste år. Det svarer til en stigning på 2,9 procent.

Selv om det er en nedgang på 1,2 procent i forhold til perioden marts til maj, så vækker sommertallene tilfredshed i hotellernes brancheorganisation Horesta.

- Det er glædeligt, at vi kan blive ved med at tiltrække nye gæster til hotellerne. Det lover godt for fremtiden. Men udviklingen skal naturligvis ses i lyset af, at hotellernes økonomi igennem en årrække har været hårdt spændt for.

- Nu er der håb om, at det så småt begynder at vende, siger Jens Zimmer Christensen, der er formand i Horesta.

Andelen af danskere der overnattede på de danske hoteller steg med 3,4 procent, mens stigningen for udenlandske gæster var på 2,5 procent.

Fra juli til august steg antallet af hotelovernatninger med 2,4 procent.

Helt så godt gik det ikke for de danske campingpladser i august.

Her faldt det samlede antal overnatninger med en procent i forhold til august sidste år. Det skyldes blandt andet at tyskerne foretog 36.000 færre overnatninger på campingpladserne, hvilket er en nedgang på ni procent.

Ser man på antallet af campingovernatninger fra januar til august, så er der dog stadig tale om en fremgang på to procent i forhold til samme periode i 2012.

/ritzau/

 

Dagens Gossip