Finansforbund: Forhandlingerne bliver hårde og svære

Skrevet af admin

14/01/2014

Dagens topnyheder

Lige nu forhandles der om overenskomster for over en halv million privatansatte. Også i banker og sparekasser skal de ansatte have ny overenskomst - og Finansforbundets formand, Kent Petersen, har en krads udmelding, inden forhandlingerne starter.

- Der er ingen tvivl om, at forhandlingerne bliver hårde og vanskelige, siger Kent Petersen.

Finansforbundet sætter sig sammen med Finanssektorens Arbejdsgiverforening onsdag. Og her er målet og kravene fra de ansatte klare:

- Vi går til forhandlingsbordet for at sikre tryghed og værdighed i arbejdslivet for vores medlemmer. Det er tiltrængt efter nogle år, der har været hårde og kaotiske for alle, siger forbundets formand.

- Vi har brug for en sund og solid sektor, der finder sig til rette på en stabil kurs med fokus på langsigtet og sund drift, hvor medarbejderne er de væsentligste aktiver. Og behandles derefter, siger Kent Petersen.

Han mener, at det er på tide, at virksomhederne tager et ansvar for medarbejdernes tryghed og trivsel.

- Virksomhederne bør investere i deres ansatte, fordi det er dem, der er rygraden i en langtidsholdbar og fornuftig forretning, siger Kent Petersen.

Inden mødet onsdag har der været mere end et års forberedelse med medlemsundersøgelse, indsamling af krav og mange møder, oplyser Finansforbundet.

Og når forhandlingerne skydes i gang onsdag, er det meningen at forhandle sig frem til nye overenskomster, der skal træde i kraft 1. april, når de eksisterende overenskomster er udløbet.

Overenskomsterne omhandler omkring 64.000 ansatte i finanssektoren.

/ritzau/