Finanslov: Ældre får løft på én milliard

Skrevet af admin

26/11/2013

Dagens topnyheder

De ældre i Danmark kan se frem til et løft i ældreplejen.

I finanslovaftalen er der fortsat et varigt løft på én milliard kroner til ældre på finansloven, selvom regeringen nu indgår aftalen om næste års finanslov med Venstre og Konservative.

Dermed bevares et af de centrale punkter fra den aftale, som regeringen og Enhedslisten var tæt på at indgå.

Enhedslisten sagde dog i sidste ende nej til aftalen, fordi regeringen ikke vil være med til at skrive ind i serviceloven, at ældre har krav på to bad om ugen.

Ifølge regeringen og en stribe socialdemokratiske borgmester ville et retskrav gå ud over det kommunale selvstyre og være alt for bureaukratisk at gennemføre.

Uenigheden var så stor, at regeringen inviterede V og K til forhandlinger.

Borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) glæder sig over aftalen, fordi kommunerne får pengene, men slipper for det retskrav til ældre på to bad om ugen, som Enhedslisten krævede.

- Med aftalen om næste års finanslov får kommunerne mulighed for at løfte servicen på ældreområdet, og der er samtidig udvist respekt for det kommunale selvstyre, siger Jacob Bundsgaard.

I aftalen står der, at "en god ældrepleje tilrettelægges bedst med respekt for lokale forhold og med respekt for mødet mellem den enkelte hjemmehjælper og borgeren".

Men kommunerne skal i forbindelse med ansøgning og regnskabsaflæggelse dokumentere, at midlerne er anvendt på ældreområdet, lyder det.

Hos Ældresagen siger administrerende direktør Bjarne Hastrup, at han har dårlige erfaringer med at sende generelle beløb ud til kommunerne. Han håber derfor, at aftalen betyder, at pengene lander, hvor der er mest brug for dem: Hos de svage ældre.

- Vi vil nu holde øje med, at pengene i ældrepuljen rent faktisk bliver brugt på ældre. Der er mange svage ældre, der har brug for hjælp, og det er dem, pengene skal bruges på, siger han.

/ritzau/