Finansloven får et grønt aftryk

Der er tænkt grønne tanker under udarbejdelsen af den kommende finanslov.

Regeringen vil således afsætte en pulje på 800 millioner kroner til miljø-, klima- og naturindsatsen. Det skriver Politiken søndag.

De 800 millioner kroner skal dog spredes ud over en fireårig periode, og pengene skal deles mellem Klimaministeriet, Miljøministeriet og Fødevareministeriet, som hver vil modtage en fast del af puljen de næste fire år.

Puljen skal også bidrage til at realisere regeringens planer om en ressourcestrategi, der skal sørge for en bedre håndtering af Danmarks affald. Og pengene skal også være med til at opfylde ambitionen om en kraftig reducering af CO2-udledningen.

I hver af de tre ministerier er der forskellige planer for, hvad pengene skal investeres i.

I Miljøministeriet vil ministeren, Ida Auken (SF), blandt andet bruge sin del af puljen på at få mere skov i Danmark.

- Derfor afsætter vi nu en grøn pulje til at sætte fokus på de miljøudfordringer, vi står over for, og som samtidig kan give danskerne mere værdi i hverdagen, siger Ida Auken til Politiken.

Fødevareminister Karen Hækkerup (S) vil afsætte sin del af puljen til blandt andet at gøre Danmark førende inden for eksport af økologiske fødevarer og ekspert i kemi i mad.

- Jeg vil utrolig gerne have, at vi bliver bedre til at forske i hele økologiområdet. Det er den viden, der i fremtiden vil gøre, at vi kommer til at stå som de dygtigste og førende på fremtidens fødevaremarked, fordi vi har udviklet nye metoder, siger hun til Politiken.

Og klimaminister Martin Lidegaard (R) vil prioritere en realisering af regeringens storstilede klimaplan og på den måde slå et slag for planen om at reducere CO2-udslippet med 40 procent i 2020.

- 800 millioner kroner er en anselig sum på et tidspunkt, hvor vi kæmper med at få enderne til at mødes rent økonomisk, så det er en meget stærk prioritering, der ligger af det grønne miljø i dette her års finanslov, fortæller ministeren.

/ritzau/

Dagens Gossip