Finansmarkederne fastholder optimismen før skæbnenat

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

I starten af maj satte en spirende nervøsitet over, om Storbritannien kan finde på at stemme sig ud af EU og ind i en usikker fremtid aktiemarkederne på den anden ende. Siden da er optimismen vendt tilbage, og den holder til det sidste.

Torsdag aften, en time før de britiske valgsteder lukker, kunne de amerikanske aktiehandlere slukke for computerne. Og det var med bred fremgang i ryggen.

Det kendte Dow Jones-indeks og det brede S&P 500-indeks steg med 1,3 procent, mens teknologitunge Nasdaq steg med 1,6 procent. Dermed fulgte USA udviklingen i Europa, hvor de tunge indeks også lukkede i plus.

- Hvis man kigger på meningsmålingerne, er det fifty-fifty. Men markederne tror tydeligvis mere på bookmakerne, sagde investeringsdirektør hos Fiduciary Trust Company, Ronald Sanchez, tidligere torsdag til finansavisen Wall Street Journal.

Det skete med reference til, at bookmakerne i de seneste dage har øget sandsynligheden for, at briterne bliver i EU, markant.

Også valutahandlerne har torsdagen igennem bevaret troen på, at briterne ikke udløser tumult og flugt fra pundet ved at afvise EU-samarbejdet.

Et pund koster torsdag aften 1,489 dollar mod 1,474 dollar torsdag morgen. Tidligere i maj var pundet presset helt ned i 1,411 dollar.

- Stemningen på alle markeder er god, siger markedsanalytiker hos banken IG Chris Beauchamp til CNN Money.

Den helt store dag på aktiemarkederne bliver dog fredag, hvor det endelige resultat fra afstemningen ventes at foreligge fra morgenstunden. Et nej til EU vil forventeligt skabe et større udsalg af aktier på grund af usikkerhed om fremtiden.

- I dag handler bare om at forberede sin portefølje. Det er i morgen, at de store bevægelser kan komme, siger direktør med ansvar for aktiehandel hos Wedbush Securities Michael James til nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/