Finansministeriet løber fra løfte om udvalg

Mens økonomer diskuterer, om der skal skattelettelser eller øgede offentlige investeringer til for at bringe dansk økonomi på fode igen, har Finansministeriet i al hemmelighed sløjfet et udvalg, der skulle have afdækket de offentlige udgifters effekt på den økonomiske udvikling.

Regeringen lovede i sit regeringsgrundlag at nedsætte udvalget, men det er aldrig sket, erkender Finansministeriet i en mail til Information.

Information beskrev i sidste uge, at de såkaldt dynamiske effekter af offentlige udgifter i Finansministeriets økonomiske modeller mangler, og der derfor favoriserer skattelettelser.

Og nu ser det altså ud til, at denne mangel ikke bliver udbedret foreløbig.

I DREAM-gruppen, der laver langsigtede analyser af dansk økonomi, siger forskningsleder Peter Stephensen, at oplysningerne, som udvalget skulle tilvejebringe, kunne forbedre gruppens økonomiske modeller.

Der er "ingen tvivl" om, at DREAM ville bygge oplysningerne ind i deres modeller, hvis Finansministeriet fremskaffede ny viden.

Enhedslisten kritiserer, at regeringen er løbet fra sit løfte:

- Jeg tror, det er regnedrengene i Finansministeriet, der ikke ønsker at få deres metoder anfægtet, siger finansordfører Frank Aaen til Information.

- På samme måde som man har bøjet sig for, at skattelettelser kan give dynamiske effekter, burde man kunne indregne, at offentlige udgifter - altså mere velfærd - også kan give dynamiske effekter. Det er underligt, at man har lukket det ene øje, siger ordføreren.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV