Finansprofessor: Glem de andre landes bankaftaler

Sådan lyder advarslen fra finansprofessor Michael Møller, der også var formand for det såkaldte SIFI-udvalg, der kom med anbefalinger til politikernes nu indgåede bankaftale.

En del af den nye bankaftale er således, at aftalen skal revurderes i 2017. Her skal man blandt andet holde den op imod de andre landes krav til deres største banker for at undgå, at de danske banker står konkurrencemæssigt dårligere.

Men det er farligt, advarer Michael Møller.

»Jeg forstår, at der skal laves et serviceeftersyn i 2017. Det er godt, men man skal passe på med at ville gøre, hvad de andre gør. Det er ikke nødvendigvis rigtigt. Det er ikke kun et spørgsmål om konkurrence, det er også et spørgsmål om, hvor sikre vi skal være. Fordi andre lande sætter lave krav til deres banker, er det ikke nogen grund til, at vi skal gøre det. Vi skal tænke på vores bankers sikkerhed,« siger han.

Det har jo ellers netop været argumentet fra oppositionspartierne, at Danmarks krav ikke må være meget skrappere end i udlandet, da vi dermed kan stå dårligere konkurrencemæssigt og på den baggrund kan gå glip af noget vækst. Er du ikke enig i det?

»Jeg tror, at alle er enige om, at kravene i 2004 inden finanskrisen var for lave. Hvis vi dengang havde været klogere, skulle vi så have undladt at sætte højere krav, fordi udlandet ikke gjorde det? Det ville vi jo ikke. Så ville vi have sikret vores banker. Hvis andre ønsker at yde kredit på tåbelige vilkår, så er det deres problem. Det er ikke nogen grund til, at vi skal gøre det,« siger Michael Møller.

Han understreger, at han overordnet set mener, at den nye bankaftale er fornuftig.

Dagens Gossip

Dagens TV