Finansrådet vil skidt bankomdømme til livs

Ledelsessvigt og dårlig forretningsmoral.

Tilliden til bankerne og i særdeleshed deres ledelse har været under pres siden finanskrisens udbrud i 2008.

Det er baggrunden for, at Finansrådet fredag har lanceret et ledelseskodeks med en række konkrete anbefalinger til bankerne om, hvilke kvaliteter topchefer og bestyrelsesmedlemmer bør besidde.

- Jeg tror, at vi alle erkender, at både den finansielle krise og følgevirkningerne af den har vist, at dele af banksektoren har været præget af dårlig ledelse og også uhensigtsmæssige ledelsesstrukturer, siger Finansrådets formand, Tonny Thierry Andersen, til Ritzau Finans.

Anbefalingerne fra foreningen, der ikke er bindende, går blandt andet på, hvordan bankbestyrelserne sammensættes. Finansrådet mener eksempelvis, at det kunne være en god idé at hente ekstern hjælp, når nye medlemmer skal rekrutteres.

Samtidig bliver det anbefalet, at nye bestyrelsesmedlemmer senest et halvt år efter tiltrædelse starter på et uddannelsesforløb i bankdrift, medmindre personen i forvejen har særlige bankkompetencer.

Lars Krull, der er bankforsker ved Aalborg Universitet, roser i en skriftlig kommentar anbefalingerne. Men de mangler præcision:

- Jeg antager, at Finansrådet vil drage omsorg for løbende præciseringer og uddybende kommentarer, mener Lars Krull.

De enkelte banker afgør selv, om de vil leve op til anbefalingerne og i hvilket omfang. Men uanset hvad skal alle bankerne redegøre for, hvorfor man i givet fald ikke vælger at følge anbefalingerne, og hvad man eventuelt gør i stedet.

- Vi er godt klar over, at det her ikke kan stå alene, men vi mener, at anbefalingerne kan være med til at skabe gennemsigtighed og dialog og bidrage til at genskabe tilliden til den finansielle sektor, siger Tonny Thierry Andersen.

/ritzau/

Dagens Gossip