Finanstilsyn smækker kassen i hos andelskasse

Skrevet af admin

12/12/2013

Dagens topnyheder

Låget er smækket i på pengekassen i Københavns Andelskasse. Det er Finanstilsynet, der har påbudt andelskassen at stoppe udlån til nye kunder indtil 1. juli 2014.

Det oplyser Finanstilsynet i en meddelelse.

Samtidig skal andelskassen udarbejde en redegørelse for dens økonomiske stilling og fremtidsudsigter.

Den skal være indsendt til Finanstilsynet senest den 1. april 2014.

- Finanstilsynet finder, at omfanget af nyudlån i andelskassen kombineret med en lav solvensmæssig overdækning indebærer en ikke uvæsentlig risiko for, at andelskassen inden for en overskuelig tid ikke vil kunne opfylde lovens kapitalkrav og derfor vil miste sin tilladelse, begrunder Finanstilsynet.

Finanstilsynet vil kigge andelskassen efter i sømmene igen indenfor det næste halve år, og derefter vil der blive taget stilling til, om påbuddet skal forlænges.

/ritzau/