Finanstilsynet afblæser bankkrisen

Skrevet af admin

16/02/2014

Dagens topnyheder

Bankerne er nu tilbage i så fin form, at Finanstilsynet og flere bankanalytikere ikke tøver med at konkludere, at krisen i banksektoren er et overstået kapital, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Bankernes nedskrivninger er nu så lave, at de ligger et pænt stykke under gennemsnittet af de seneste 25 år. Og de tab, som bankerne står overfor, har de for længst nedskrevet på.

Endnu ikke offentliggjorte tal fra Finanstilsynet viser, at danske banker i gennemsnit nedskrev omkring 0,8 procent af deres udlån sidste år mod 1,2 procent i 2012.

I gennemsnit har bankerne nedskrevet 0,96 pct. af deres udlån de seneste 25 år.

- Selv om der stadig er enkelte institutter, som er udfordrede, viser udviklingen, at finanssektoren overordnet set er i fin form, siger Ulrik Nødgaard, direktør i Finanstilsynet til Jyllands-Posten.

- Vi glæder os selvfølgelig over, at de foreløbige indberetninger fra bankerne tyder på et lavt nedskrivningsniveau for 2013, siger han.

 

Det kan Nordens største bank skrive under på.

- Rent regnskabsteknisk er problemerne løst. Men der ligger stadig et arbejde foran os med at hjælpe vores kunder til sorte tal på bundlinjen, siger Anders Jensen, der er administrerende direktør for Nordea Danmark.

Også Danske Bank, som har kæmpet med store tab i bankens irske forretninger, er tilbage i fin form.

- Vores nedskrivninger har nået et mere normaliseret niveau, og vi forventer stort set samme nedskrivninger i år, som vi så i 2013, siger Henrik Ramlau-Hansen, økonomidirektør i Danske Bank til Jyllands-Posten.

Ifølge en bankforsker er det især de store banker, som er kommet gennem krisen.

- Mens de store banker er kommet godt gennem krisen, er der nogle af de mindre banker, som stadig kæmper for at overleve. Så det er et broget billede, siger Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet til Jyllands-Posten.

 

/ritzau/