Finanstilsynet kritiserer Nordea for at sminke sig

Nordea Danmark er gået for langt i forsøget på at få bankforretningen til at fremstå velpolstret. Det er essensen i en ny rapport fra Finanstilsynet, skriver finans.dk.

Derfor må Nordeas danske afdeling til lommerne. Sammenlagt skal der lægge 8,5 milliarder kroner fra for at kunne efterkomme tilsynets krav.

Tilsynets kritik er primært rettet mod Nordeas egne beregninger af, hvor risikable bankens danske forretninger er. Finanstilsynet efterlyser i rapporten mere styring og kontrol fra ledelsens side.

Derudover har banken foretaget en række ændringer, som man ikke har haft tilladelse til, men som har stillet banken stærkere.

En stor del af resten af summen kommer, fordi Nordea ikke har styr på risiciene ved hvidvask af penge, forklarer Finanstilsynet ifølge finans.dk.

Ifølge Finanstilsynet har Nordea Bank Danmark påbegyndt arbejdet med at forbedre manglerne omkring bankens risikostyring, en proces som tilsynet vil følge tæt.

/ritzau/

Dagens Gossip