Finanstilsynet politianmelder Hellerup Finans

Finanstilsynet har fredag politianmeldt investeringsselskabet Hellerup Finans Holding for overtrædelse af prospektpligten.

Det oplyser Finanstilsynet på sin hjemmeside.

Finanstilsynet har desuden også politianmeldt YVC Holding for overtrædelse af prospektpligten og for manglende værdipapirtilladelse.

Ifølge Finanstilsynet har YVC Holding udbudt aktier i Hellerup Finans uden et gyldigt prospekt og solgt aktier videre uden en såkaldt værdipapirhandlertilladelse.

- Udbuddet løb fra februar 2014 til februar 2015. YVC Holding har videresolgt aktier i Hellerup Finans uden værdipapirhandlertilladelse fra februar 2014 til juni 2015, lyder det i pressemeddelelsen.

I alt er der blevet solgt aktier i Hellerup Finans for over 70 millioner kroner, oplyser Finanstilsynet.

Ifølge CVR-registret hedder direktøren i Hellerup Finans Holding Torben Steen Jensen. Han er ifølge registret også direktør i YVC Holding, som deler adresse med Hellerup Finans.

I en mail til Ritzau Finans skriver han, at man allerede nu lever op til Finanstilsynets krav.

- Vi tager Finanstilsynets vurdering til efterretning og har allerede sidste år styrket vores risikostyring og compliancefunktion betydeligt ved at ansætte en fuldtids risk-manager, en chefjurist og ved at forøge de ressourcer, vi bruger på ekstern compliance-bistand.

- Det betyder, at Hellerup Finans' praksis i dag lever op til Finanstilsynets krav, skriver Torben Jensen til Ritzau Finans.

Såfremt man findes skyldig i overtrædelse af prospektpligten, kan man straffes med bøde.

/ritzau/

Dagens Gossip