Finanstilsynet undersøger muligt lovbrud hos pædagogernes pensionskasse

Pædagogernes Pensionskasse, PBU, har svært ved at få pengene til at række til medlemmerne, der bliver ældre og ældre, og derfor har pensionskassen varslet ændringer i pensionsdækningerne.

Men PBU har muligvis brudt loven i forbindelse med de varslede ændringer. I hvert fald er Finanstilsynet gået ind i sagen for at undersøge, om PBU har overholdt reglerne om god skik, der tilsiger, at finansielle virksomheder skal handle redeligt og loyalt over for deres kunder.

Således erfarer Business, at Finanstilsynet har bedt PBU om en redegørelse for, i hvilket omfang reglerne om god skik er iagttaget, og det bekræftes af Søren Møller Christensen, kommunikationschef i Finanstilsynet.

»Finanstilsynet kan bekræfte, at vi har bedt om en redegørelse fra PBU. Det drejer sig om, at der er bortfald af nogle dækninger af forskellig slags. Og den redegørelse har vi bedt om for at få sagen belyst yderligere,« siger Søren Møller Christensen.Ny ordning ikke bedre for alle

»Bedre, enklere og billigere: Fra 1. januar 2014 får du en ny pensionspakke,« står der i overskriften på det brev, som PBU har sendt ud til medlemmerne. Det er dog ikke alle medlemmer, der mener, at ændringerne giver en bedre pensionsordning.

En af de utilfredse er Ditte Kjerulff, hvis ægtefælle, Elsebeth, er medlem i PBU. Ditte kan gå glip af mange penge, fordi PBU i den nye ordning vil afskaffe ægtefællepension. Et lille eksempel viser hvorfor:

Elsebeth er i dag 60 år og forventer at gå på pension som 65-årig. Ditte er i dag 56 år.

Med den nuværende ordning vil Ditte, fra den dag Elsebeth dør, få en årlig udbetaling på omkring 75.000 kr. resten af sit liv.

Med den nye ordning vil Ditte, hvis Elsebeth dør som 65-årig, få et engangsbeløb på omkring 750.000 kr. Beløbet nedtrappes år for år over ti år, således at dør Elsebeth som 75-årig eller ældre, får Ditte ingenting.

Med andre ord vil engangsbeløbet i den nye ordning »række«, til Ditte bliver 71 år – derfra får hun ingenting med den nye ordning. Med den gamle havde hun fortsat med at få 75.000 kr. årligt resten af livet.

Ditte og Elsebeth føler, at de sammen med mange andre kommer i klemme i PBUs varslede ændringer:

»PBU vil ændre ældres pensionsopsparinger og fjerne deres dækninger, som de har betalt til – i min samlevers tilfælde 33 år. De fjerner ægtefællepensionen og nedsætter udbetaling ved tab af erhvervsevne, men der er ingen kompensation. Det drejer sig ikke kun om min samlever og mig, men gælder for den gamle gruppe af pædagoger, som tilvalgte den gamle løsning i 1996 og derfor alle ligger i en alder fra 55-65,« siger Ditte Kjerulff.PBU fokuserer på flertallet

Hos PBU forsvarer medlemschef Lene Mortensen de varslede ændringer. Hun mener, at den nye pensionspakke er fornuftigt sammensat, hvilket bl.a. sikrer alle medlemmer gode dødsfaldsdækninger som erstatning for ægtefællepensionen, der afskaffes.

»Vores opgave er jo at skabe en pensionsordning, der passer på størstedelen af vores pædagoger. Jeg vil ikke gå ned i enkelte sager og sige, at der ikke kan være et medlem, som ikke har den betragtning. Men formålet med dette er helt klart at skabe en pensionspakke, som dækker langt de fleste medlemmer i de situationer, de kommer ud for i livet. Og at vi i den sammenhæng sikrer dem nogle fornuftige udbetalinger,« siger Lene Mortensen.

Hun mener i øvrigt ikke at der er noget at komme efter for tilsynet angående overholdelse af god skik:

»God skik har været meget i fokus i den proces, som vi er i gang med. Og det er én af årsagerne til, at vi har varslet i så god tid, som vi har gjort.«

Dagens Gossip