Finanstilsynet vil stille krav om udbetaling ved boligkøb

Boligkøbere skal fremover stille med en udbetaling på fem procent af boligens pris ved boligkøb. Det foreslår Finanstilsynet for at modvirke prisbobler på ejendomsmarkedet.

Kravet om fem procent i udbetaling skal skrives ind i god skik-bekendtgørelsen for den finansielle sektor, lyder det fra Finanstilsynet i en pressemeddelelse.

De fem procent i udbetaling praktiseres mange steder på boligmarkedet, men nu skal det altså formaliseres i bekendtgørelsen.

Forslaget præsenteres samtidig med den såkaldte tilsynsdiamant, som skal begrænse realkreditinstitutternes risiko.

- Tilsynsdiamanten er et vigtigt skridt til at fremtidssikre den danske realkreditsektor. Det vil ske på en fleksibel måde, så både erhvervslivet og de almindelige boligkøbere fortsat vil opleve gode lånemuligheder, siger Finanstilsynets direktør, Ulrik Nødgaard, i pressemeddelelsen.

- Realkreditinstitutterne har allerede selv taget flere initiativer, der trækker i den rigtige retning. Tilsynsdiamanten vil nu sætte rammerne for den langsigtede tilpasning, siger Ulrik Nødgaard.

Som en del af den såkaldte tilsynsdiamant vil Finanstilsynet lægge loft over boligejeres afdragsfrihed fra 2020.

Boligejernes renterisiko skal desuden begrænses ved at sætte et loft på 30 procent over andelen af lån, som er tæt på lånegrænsen, og hvor renten samtidig kun er låst fast i op til to år.

Finanstilsynet vil ligeledes begrænse realkreditsektorens udlånsvækst. l de enkelte kundesegmenter må der kun være under 15 procent udlånsvækst per år.

Andelen af udlån, der refinansieres, må heller ikke overstige 15 procent af den samlede udlånsportefølje per halvår.

Desuden vil Finanstilsynet sætte en grænse for, hvor mange af de helt store udlån, selskaberne kan have. Forslaget lyder, at summen af de 20 største eksponeringer skal være mindre end instituttets egentlige kernekapital.

Sideløbende med tilsynsdiamanten tager Finanstilsynet initiativ til, at erhvervsejendomme som udgangspunkt skal kunne generere positiv likviditet, for at de kan belånes.

Forslagene kommer, efter at den såkaldte Rangvid-rapport med professor Jesper Rangvid i spidsen anbefalede, at der blev indført en regulering af de afdragsfrie lån i lyset af erfaringerne fra finanskrisen.

Tilsynsdiamanten er nu sendt i offentlig høring til 8. oktober 2014.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV