Finansuro giver mindre afkast i Danmarks fælles pengetank

Skrevet af admin

28/04/2016

Mest læste i dag

Danskernes fælles pensionskasse, ATP, fik et afkast fra investeringer på 418 millioner kroner i første kvartal af 2016. Det var markant mindre end de 5,8 milliarder kroner, der var overskuddet i samme kvartal i 2015.

Det viser regnskabet fra ATP for første kvartal 2016. Faldende renter og kursfald på aktier gjorde det svært at tjene på investeringer, og ATP’s direktør Carsten Stendevad er glad for, at ATP trods alt kom igennem kvartalet i plus.

- I et uroligt finansmarked viste ATP’s portefølje sig at være robust. De faldende renter og den faldende inflation er udtryk for, at verdensøkonomien trods intensiverede pengepolitiske indsprøjtninger stadig er svag.

- Det afspejler sig i finansmarkederne, og vi er godt tilfredse med at være kommet igennem dette vanskelige kvartal uden tab, siger han i en pressemeddelelse.

ATP forvalter danskernes tvungne pensionsopsparing, og ved udgangen af første kvartal var den samlede pengetank på knap 758 milliarder kroner.

Pengene skal yngle gennem investeringer i aktier og obligationer, men det store afkast udeblev altså efter første kvartal.

- I ATP’s investeringsportefølje kom kvartalets største positive afkast fra beholdningen af obligationer med et bidrag på 2,5 milliarder kroner, men også alternative investeringer og råvarer har bidraget med et positivt afkast.

- Omvendt trak beholdningen af aktier afkastet ned med 1,0 milliard kroner, og ATP’s langsigtede forsikringsstrategier mod stigende inflation gav et negativt afkast på 2,1 milliarder kroner, oplyser ATP.

ATP er en obligatorisk pensionsordning med 4,9 millioner medlemmer. Ved udgangen af første kvartal 2016 modtog 982.000 pensionister ATP Livslang Pension.

ATP udbetalte i årets første kvartal 3,9 mia. kr. i pensioner.

/ritzau/