Finland afviser omkring 20.000 asylansøgere i 2015

Skrevet af admin

28/01/2016

Dagens topnyheder

Knap to ud af tre personer, som søgte asyl i Finland i 2015, vil få afvist deres ansøgning - hvis det ikke allerede er sket.

En talskvinde for indenrigsministeriet i Helsinki fortæller, at landets regering forventer at udvise 20.000 personer.

- 20.000 er det skøn, vi arbejder med i øjeblikket, men antallet af asylansøgere, som beslutter at vende hjem frivilligt, kan ændre det, siger Paivi Nerg, som er talskvinde for indenrigsministeriet.

Ender tallet i 2015 på 20.000, vil det svare til, at 62 procent af alle bliver afvist. Året før fik 56 procent af ansøgerne afslag på deres ansøgning.

Finland planlægger ifølge talskvinden at oprette transitcentre for dem, som skal sendes ud af landet.

Langt de fleste asylansøgninger i Finland kommer fra irakiske statsborgere.

Myndighederne i Finland regner med, at man har færdigbehandlet alle ansøgninger fra 2015 til august.

Sverige regner med at udvise 80.000 fra i fjor, har den svenske indenrigsminister, Anders Ygeman, meddelt. Sverige fik 163.000 asylansøgninger sidste år.

/ritzau/Reuters