Finland er klar til forhandlinger om mere græsk hjælp

Skrevet af admin

16/07/2015

Dagens topnyheder

Finland godkender forslaget om nødlån til Grækenland samt beslutningen om at indlede forhandlinger om en hjælpepakke til landet, siger den finske finansminister, Alexander Stubb, ifølge det finske nyhedsbureau FNB.

Et udvalg i det finske parlament mødtes torsdag morgen for at drøfte spørgsmålet, og der fik Stubb mandat til at indlede forhandlinger om både et midlertidigt overgangslån og en mere langsigtet ny hjælpepakke.

Stubb siger samtidig, at Finland ikke mener, at man kan afskrive græsk gæld.

Han siger, at gældslettelse kan diskuteres, men at det er svært at se, hvor lettelserne skal foretages.

Tidligere på dagen sagde statsminister Juha Sipilä, at Grækenland for alvor må binde sig til at gennemføre de reformer, der indgår i lånevilkårene.

En af Finlands bekymringer er, at Grækenlands regering ikke binder sig tilstrækkeligt til at gennemføre reformerne, vurderede Sipilä i den finske riksdag.

- Grækenland bevæger sig i den rigtige retning, men indsatsen er stadig ikke tilstrækkeligt stor, og forhandlingerne bliver meget vanskelige, sagde han.

Grækenland og eurolandene er enige om de vilkår, grækerne må opfylde, inden forhandlingerne om en hjælpepakke på op mod 86 milliarder euro kan indledes.

Planen skal godkendes af de folkevalgte i flere af de 19 eurolande.

/ritzau/FNB