Finland i oprør over Nokia-chefs fratrædelsesløn

Det er på ingen måde i orden, at Nokias topchef får 140 millioner kroner i fratrædelse, selv om han fortsætter i samme job hos Microsoft efter Microsofts køb af den pressede, finske mobilgigant.

Både den finske statsminister Jyrki Katainen og finansminister Jutta Urpilainen er stærkt kritiske over det usædvanlige lønskulderklap, som Microsoft dog skal betale størstedelen af.

Statsministeren kalder det »helt ude i skoven«.

»Åbenbart er den praksis, som store virksomheder verden over bruger til at belønne med, så exceptionel, at de ikke kan forståes med almindelig fornuft,« siger Jyrki Katainen, til finsk TV.

Finansminister: Giftig atmosfære

Og finansminister Jutta Urpilainen tilføjer: »Udover den generelle giftige atmosfære kan dette være en trussel mod den sociale harmoni.«

Microsoft meddelte i begyndelsen af september, at den amerikanske softwaregigant køber hele Nokias mobilforretning for 5,44 milliarder euro eller 40,5 milliarder kroner.

Stephen Elop, der kom til Nokia fra netop Microsoft i efteråret 2010, valgte samtidig at nedlægge sit hver som topchef i Nokia men fortsætter som chef for hele Microsofts afdeling for hardware, hvorunder Nokias mobiltelefoner vil høre. Og det får han en aftrædelsesbonus på 18,8 millioner euro eller 140 millioner kroner for.

Afstemning 19. november

Oplysningerne har skabt bred forargelse i Finland, og Nokia står for at blive offentligt undersøgt som følge af aftrædelsesordningen. Beløbet svarer nemlig til omtrent en million euro for hver milliard euro, som Nokia har mistet i værdi under Stephen Elop, skriver den britiske avis Financial Times.

Nokias aktionærer skal stemme om Microsofts tilbud 19. november. Microsoft vil så overtage Nokia fra 2014.

Nokias bestyrelse har forsvaret udbetalingen, som Microsoft yder 70 procent af, med henvisning til Stephen Elops kontrakt fra 2010, som den tidligere Nokia-topchef Jorma Ollila var hovedforhandler på.

Dagens Gossip