Finland siger ok til nye EU-sanktioner mod Rusland

Skrevet af admin

08/09/2014

Dagens topnyheder

Den finske statsminister, Alexander Stubb, forsikrer efter et hasteindkaldt regeringsmøde mandag om, at Finland ikke vil stille sig i vejen for endnu en stramning af EU's økonomiske sanktioner mod Rusland.

- Sikke en dag. Tingene udvikler sig aldrig helt, som man har planlagt. Har fået det udredt efter utallige opkald rundt i Europa.

- Det er klart, at Finland støtter den fælles EU-linje om Ruslands-sanktioner. Håber tingene i Ukraine forbedres hurtigst muligt, så sanktioner ikke er nødvendige, skriver Stubb på det sociale medie twitter.

Det var meningen, at de 28 EU-lande allerede klokken 15 mandag skulle have givet den formelle godkendelse af den stramning af Ruslands-sanktionerne, som deres EU-ambassadører forhandlede sig frem til i fredags.

Men fristen blev udskudt, da Finland og måske et eller flere andre lande meldte deres reservationer.

EU-ambassadørerne sidder mandag aften stadig i møde i Bruxelles. Men Stubb gjorde det efter afslutningen af sit regeringsmøde tidligere på aftenen klart, at Finland ikke har problemer med substansen, kun med timingen.

Han sagde samtidig til finsk presse, at de direkte følger af den nye runde sanktioner ikke ser ud til at blive store for Finland. Men han medgav, at han er urolig for de indirekte følger og følgerne af de modsanktioner, Rusland har truet med. Der har i Finland i weekenden særligt været debat om frygten for at blive udelukket fra russisk luftrum.

Den russiske premierminister, Dmitrij Medvedev, lufter i et interview mandag med avisen Vedomosti muligheden for "assymetriske sanktioner", hvis EU strammer skruen over for Ruslands energisektor.

- Jeg bragte nogle muligheder op under et regeringsmøde. Vi kunne for eksempel indføre transportrestriktioner. Vi mener, at vi har venskabelige forhold til vores partnere, og fremmede luftfartsselskaber fra venligtsindede lande har lov til at flyve over Rusland.

- Men vi er nødt til at svare igen på enhver restriktion, der bliver pålagt os. Hvis vestlige selskaber skal flyve uden om vores luftrum, kan det presse mange af dem til konkurs. Det er ikke den rette vej. Det håber vi, at vore partnere indser på et tidspunkt, siger Medvedev til avisen.

/ritzau/