Finlands regering afværger kollaps med reformaftale

Skrevet af admin

07/11/2015

Dagens topnyheder

Partierne i den finske regering er natten til lørdag blevet enige om reformer på social- og sundhedsområdet, og dermed ser et truende regeringskollaps ud til at være afværget.

- Regeringen er nået til enighed om principper for en reform af socialområdet og for sundhedssystemet, lyder det ifølge Reuters i en meddelelse.

Som en del af reformerne bliver der indført en slags frit sygehusvalg, hvor finnerne selv kan vælge mellem tjenester, som det offentlige tilbyder, og tjenester, som private eller en tredje sektor leverer.

Finlands statsminister, Juha Sipilä, havde ellers sagt, at han ville opløse regeringen, hvis der ikke var kommet en aftale på plads fredag morgen. Men partierne fortsatte forhandlingerne fredag, mens Sipilä bemærkede, at chancerne for en aftale ikke var gode.

Regeringen består af tre partier: Sipiläs centrumparti Centern, det liberalt konservative Samlingspartiet og Sannfinländarna.

Sipiläs regering har haft magten i lidt over fem måneder.

Finland blev i september rystet af en generalstrejke vendt mod regeringens nedskæringer og besparelser. Strejken var den største i Finland i årtier.

Sipilä har lagt op til, at hele den finske økonomi skal revitaliseres efter tre år med recession, og han har appelleret til befolkningen om at slutte op bag en ny, strammere offentlig økonomi.

Finlands vækst er faldet siden finanskrisen, og den siddende regering har forsøgt at skære kraftigt ned på de offentlige udgifter. En række planlagte besparelser, som fagbevægelsen er imod, har dog ført til mange protester.

Nedskæringer rammer især kvindedominerede brancher inden for service og i social- og sundhedssektoren.

/ritzau/FNB