Finlands regering er tæt på sammenbrud

Skrevet af admin

06/11/2015

Mest læste i dag

Finlands statsminister, Juha Sipilä, var fredag pessimistisk og siger, at der ikke er så mange chancer for, at en dyb regeringskrise kan løses.

Det er først og fremmest uenighed om en sundhedsreform, som har bragt et samarbejde mellem tre partier på sammenbruddets rand. Sipilä havde truet med, at regeringen ville gå af, hvis der ikke var opnået enighed inden fredag morgen.

Men forhandlinger fortsætter ud over denne tidsfrist, og han siger sent fredag eftermiddag, at der ikke er tegn på noget kompromis.

- Sagen drejer sig først og fremmest om tillid. Indtil videre er der ingenting, som jeg kan basere et kompromisforslag på, siger han.

Den samme opfattelse har partileder Timo Soini i nationalistpartiet Sannfinländarnas.

Regeringen består af tre partier: Sipiläs centrumparti Centern, det liberalt konservative Samlingspartiet og Sannfinländarna.

Samlingspartiet meddelte torsdag, at det afviser Sipiläs udspil til en socialreform og en sundhedsreform. Sagen drejer sig blandt andet om, hvor mange regioner landet skal opdeles i på sundhedsområdet.

Sipiläs regering har haft magten i lidt over fem måneder.

Finland blev i september rystet af en generalstrejke vendt mod regeringens nedskæringer og besparelser. Strejken var den største i Finland i årtier.

Sipilä har lagt op til, at hele den finske økonomi skal revitaliseres efter tre år med recession, og han har appelleret til befolkningen om at slutte op bag en ny strammere offentlig økonomi.

Finlands vækst er faldet siden finanskrisen, og den siddende regering har forsøgt at skære kraftigt ned på de offentlige udgifter. En række planlagte besparelser, som fagbevægelsen er i mod, har dog ført til mange protester.

Nedskæringer rammer især kvindedominerede brancher inden for service og i social- og sundhedssektoren.

Nokia var længe den drivende kraft i Finlands eksport, og foretagendets fald har ramt hele Finland. Skov-og papirindustrien er også hårdt ramt i en digital tidsalder.

/ritzau/FNB