Finnjollesejler Jonas Høgh er OL-klar for fjerde gang

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Finnjollesejleren Jonas Høgh-Christensen er klar til at kæmpe for medalje til Danmark, når til sommer går løs ved OL i Rio de Janeiro.

Mandag meddeler, Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark, at han er udtaget til den store begivenhed, hvor han skal forsøge at følge op på sølvmedaljen ved OL i London fra 2012.

Det er i alt fjerde gang, han er med til OL.

- Jeg havde jo - for nu at være helt ærlig – forventet, at det ville lykkes mig at blive udtaget til OL, men det er fedt, at det nu er på plads.

- Jeg kæmper godt nok med, at tingene går lidt i mod mig rent sportsligt i øjeblikket, og jeg døjer med lidt skadesproblemer, men overordnet synes jeg, at processen frem mod Rio er god, siger Jonas Høgh-Christensen i en pressemeddelelse.

For fire år siden var han igennem et drama. Han lå længe til at tage guldet, men han måtte i sidste ende lade sig nøje med sølv. Han tror på, at det igen kan lykkes at få metal med hjem fra OL.

- Jeg var ikke kommet tilbage igen-igen, hvis det ikke var, fordi jeg troede på, at jeg kunne gøre mig gældende og vinde en medalje af hvilken som helst karat. Og det tror jeg stadig på, siger han.

DIF's chef de mission, Morten Rodtwitt, ser gode chancer for, at Jonas Høgh-Christensen igen kan bidrage til den danske medaljesamling.

- Jonas Høgh-Christensen er jo en af vores mest erfarne atleter, og han har en helt unik vindermentalitet, som man kun kan misunde.

- Han er typen, der går forrest, og det lyser nærmest ud af ham, at han vil vinde medaljer til Danmark. Det bliver igen meget spændende at følge ham ved et OL, siger Rodtwitt.

OL afvikles fra 5. til 21. august.

/ritzau/