Finsk rederi sagsøger Banedanmark efter kollision med jernbanebro ved Aalborg

Da det finske skib Ramona den 28. marts bragede ind i jernbanebroen over Limfjorden ved Aalborg og tvang pendlere over i busser i månedsvis, så skyldes det en fejl hos Banedanmark og ikke en fejl på skibet.

Det mener det finske rederi Ronja Marin ifølge deres advokat Henrik Thall Jantzen, skriver DR P4 Nordjylland.

- Vi har udtaget stævning og krævet erstatning for de skader, der er sket på skibet, og det tidstab, skibet har lidt. Det er et udtryk for, at vi mener, at Banedanmark bærer skylden i sagen, siger advokat Henrik Thall Jantzen til DR P4 Nordjylland.

Det finske rederi har derfor krævet 450.000 kroner i erstatning.

- Vi har læst havarikommissionens rapport, og jeg har talt med besætningen. Vi er af den opfattelse, at det er broproceduren på broen, som har forårsaget kollisionen, og det derfor ikke er skibets besætning, som kan bebrejdes kollisionen, siger advokaten.

Omvendt mener Banedanmark, at rederiet skal betale en regning for reparation af broen på over 30 millioner kroner, fordi årsagen til påsejlingen skyldes skibets besætning.

- Jeg mener ikke, de har et berettiget krav. Så ville vi ikke have rejst vores krav, siger økonomidirektør Søren Stahlfest Møller til DR P4 Nordjylland.

Den Maritime Havarikommission placerer ikke skylden for kollisionen, men skriver i sin rapport, at der blev opereret med meget snævre tidsfrister for åbningen af jernbanebroen.

Samtidig havde skibet ingen mulighed for at stoppe, da brovagten bad den om det. Lyssignalerne på broen var heller ikke tændt, mens skibet havde tid og plads til at manøvrere, lød det havarikommissionen.

Sø- og Handelsretten forventer at starte sagen mellem rederiet og Banedanmark til efteråret.

/ritzau/

 

Dagens Gossip