Fiorentina taber vigtigt skridt i italiensk topstrid

Topstriden i den italienske Serie A er mere jævnbyrdig end set i mange år. Tidligt søndag lagde Napoli sig på førstepladsen, søndag eftermiddag forpassede Fiorentina muligheden for at gå alene i spids, og søndag aften har Inter nu samme mulighed.

Fiorentina var på hjemmebane favorit til at lægge sig på førstepladsen, men hjemme mod Empoli blev det skuffende kun til 2-2.

Kampen fik langt fra den start, hjemmeholdet havde håbet på. Efter godt et kvarter blev Marko Livaja spillet fri, og fra klos hold sendte han Empoli i front 1-0.

Kort inden kampen rundede den første halve time, var den gal igen. Marcel Büchel fulgte op efter et frispark og kanonerede bolden i mål til 2-0 fra kanten af straffesparksfeltet.

Fiorentina pressede hårdt for at komme tilbage i kampen, og kroaten Nikola Kalinic realiserede comebacket. To gange inden for fem minutter i anden halvlegs første kvarter lynede han og ændrede stillingen til 2-2.

I begge tilfælde opholdt han sig på rette sted og sendte præcise indlæg i mål. Han var endda tæt på at fuldende sit hattrick, men hans resolutte afslutning efter 77 minutter prellede af på overliggeren.

Fiorentina havde flere gode forsøg i slutfasen, men måtte nøjes med et point, der sender klubben op på 28 point - det samme som Napoli, der i søndagens tidlige kamp vandt 2-0 på udebane over Verona.

I søndagens sene kamp, der begynder klokken 20.45, kan Inter komme op på 30 point i tilfælde af sejr hjemme over Frosinone.

/ritzau/

Dagens Gossip