Fire af fem sårede betjente er ude fra hospital

Skrevet af admin

15/02/2015

Dagens topnyheder

Fire af de fem betjente, som blev såret af skud ved terrorangrebene mod kulturhuset Krudttønden på Østerbro og synagogen i Københavns indre by, er fortsat indlagt på hospitalet.

Det siger formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, i et interview med Ritzau.

- Der ligger stadig fire kolleger inde på Rigshospitalet. De har det efter omstændighederne godt, siger Claus Oxfeldt.

- Men jeg har lige talt en halv time med en af dem. Det er godt nok voldsomt. Han har fået et projektil gennem armen, men de agerede meget professionelt i situationen, siger formanden.

Mens han ligesom mange andre danskere er "rystet og chokeret" efter angrebene, overrasker det ikke politiet, at betjente er blandt de sårede.

Det skyldes, at Islamisk Stat (IS) i december oplyste, at gruppen ville gå efter politibetjente i vestlige lande, forklarer Oxfeldt.

- De gik efter at dræbe europæiske politifolk. Særligt efter terrorangrebene i Frankrig har vi været klar over, at det var en ny situation - også for dansk politi, siger Claus Oxfeldt.

Derfor har Politiforbundet blandt andet sikret adgangen til sine lokaler, hvor offentligheden før havde fri, uhindret adgang, siger han.

- I dansk politi har vi været klar over, at der var en risiko for, at noget sådant ville ske, siger Claus Oxfeldt.

Han roser sine kolleger efter indsatsen, hvor den formodede gerningsmand søndag morgen blev skudt og dræbt, da politiet anråbte ham nær Nørrebro Station.

- Det er super professionelt arbejde. Vi lever op til det, man siger om dansk politi: At vi er et af verdens bedste. Det lyder helt banalt, men vi er gode til at tænke selv og handle, siger Claus Oxfeldt.

/ritzau/