Fire anholdes for at lade sig hverve af IS

Fire personer er blevet anholdt for at have ladet sig hverve til Islamisk Stat (IS), siger politiet torsdag.

Anholdelserne er sket i Storkøbenhavn og er et resultat af et samarbejde mellem Politiets Efterretningstjeneste og Københavns Politi, fremgår det af en pressemeddelelse.

Alle fire skal være taget til Syrien, mener politiet. Og her skal de have ladet sig hverve af IS, lyder det.

Fredag skal en dommer afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle de fire.

Umiddelbart ønsker politiet ikke at frigive detaljer om, hvor anholdelserne har fundet sted.

Men medier har rapporteret om en afspærring af en boligblok i Vejledalen i Ishøj tidligere torsdag.

Her hjalp betjente fra Københavns Vestegns Politi med at foretage en eller flere anholdelser i sagen.

I forvejen har såvel PET som det åbne politi i lang tid forsøgt at holde øje med de såkaldte Syrienkrigere.

I den seneste opgørelse fra oktober sidste år skal i hvert fald 125 mennesker være taget til Syrien eller Irak. Mindst 27 har mistet livet, har PET tidligere oplyst.

Hovedparten af de udrejste vurderes til at tilslutte sig Islamisk Stat, fastslog Søren Jensen, chef fra PET's Center for Terroranalyse sidste efterår.

En af de rejsende er siden blevet tiltalt for at tilslutte sig Islamisk Stat. Han har overtrådt terrorbestemmelserne i straffeloven, hævder anklagemyndigheden.

Desuden skal den anklagede have indsamlet godt 20.000 kroner, som IS skulle overdrages.

Denne sag kommer for Retten i Glostrup i maj.

/ritzau/

Dagens Gossip