Fire dage tilbage: Svensk valg kan blive en gyser

Riksdagsvalget i Sverige på søndag tegner til at blive en sand gyser. De to blokke nærmer sig hinanden, og dermed synes alt at være åbent. Valget vil afgøre, om Sverige efter otte års borgerligt styre igen skal have en socialdemokratisk ledet regering.

Afstanden mellem de to politiske blokke bliver stadig mindre, og den er nu kun på 6,3 procentpoint, viser en meningsmåling, som Demoskop har foretaget for avisen Expressen.

De rødgrønne partier med Socialdemokraterna i spidsen samler i den nye måling 44,5 procent af stemmerne, mens alliancepartierne står til 38,2 procent.

Opbakningen til Socialdemokraterna på 28,6 procent er det laveste niveau, efter at Stefan Löfvens tiltrådte som partileder i januar 2012.

Til gengæld går det frem for Centerpartiet, som øger til 6,1 procent, hvilket er den største opbakning, der er noteret siden december 2011.

- Det er et helt åbent løb frem til valgdagen, siger lederen af Centerpartiet, erhvervs- og regionsminister Annie Lööf, til Expressen.

Støtten til statsminister Fredrik Reinfeldts konservative Moderaterna er faldet til 20,4 procent, mens det kontroversielle Sverigedemokraterna (SD) går frem og ifølge Demoskops måling bliver Sveriges tredjestørste parti med 11,8 procent af stemmerne.

Det sker på trods af, at Expressen i ugerne op til valget har kunnet afsløre, at den ene SD-politiker efter den anden har optrådt uheldigt og i strid med den svenske moral.

Men de kandidater for Sverigedemokraterna, der optræder anonymt på internettet, bliver smidt ud af partiledelsen, ligeså hurtigt de bliver afsløret. Ifølge Expressen måtte tre kandidater tirsdag opgive deres politiske karriere.

Ikke kun Sverigedemokraterna går frem. Også Feministisk initiativ med den tidligere formand for Vänsterpartiet, Gudrun Schyman, i front, er på fremmarch. Målingen viser, at partiet vil få 3,7 procent, hvilket er lige under spærregrænsen.

/ritzau/

Dagens Gossip