Fire dræbt i angreb mod sikkerhedstjenester i Kasakhstan

Skrevet af admin

18/07/2016

Mest læste i dag

Tre politifolk og en civil er blevet dræbt i to væbnede angreb mod henholdsvis en politistation og en afdeling af det nationale sikkerhedsudvalg i Kasakhstans største by, Almaty. Angrebene fandt sted mandag formiddag lokal tid.

Det oplyser landets indenrigsministerium i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dele af byen, der er Kasakhstans økonomiske hovedstad, er lukket ned efter hændelsen. En mistænkt er i politiets varetægt, mens en menneskejagt er sat ind mod en formodet medskyldig, oplyser ministeriet videre.

Den tilbageholdte mand menes blandt andet at have dræbt en lokal beboer i forbindelse med et mislykkedes biltyveri efter angrebet på politistationen.

- En af angrebsmændene forsøgte at stjæle en bil fra en civil borger. Som et resultat af dette, blev bilisten såret og døde senere, lød det tidligere mandag fra myndighederne ifølge nyhedsbureauet Tass.

Den anholdte er også mistænkt for at angribe politistationen i Almaty, hvor han skød en betjent og tog hans pistol. Den mistænkte skød derefter to andre betjente, før det lykkedes politiet at anholde ham.

- Ifølge de foreløbige oplysninger er den tilbageholdte en 27-årig mand med tidligere domme bag sig, oplyser indenrigsministeriet.

- Han er også mistænkt for at have dræbt en kvinde i weekenden, tilføjes det.

Lokale medier rapporterer ifølge AFP, at mindst syv politibetjente er indlagt på hospitalet efter angrebene.

Terroralarmberedskabet i Almaty er blevet hævet til det højeste niveau, og beboere opfordres til at blive indendøre.

Kasakhstan er rystet af en række voldelige episoder de seneste måneder.

5. juni gik bevæbnede mænd amok i den nordvestlige by Aktobe nær den russiske grænse. Her dræbte de tre civile i to våbenbutikker, før de stormede en militærbase med en kapret bus og dræbte tre soldater.

I en erklæring i sidste måned kaldte præsident Nursultan Nazarbayev angrebsmændene for "tilhængere af radikale pseudoreligiøse grupper" og tilføjede, at gerningsmændene havde "modtaget ordrer fra udlandet".

/ritzau/