Fire dræbt i dramatisk helikopterstyrt

Ifølge BBC drejer det sig om tre mænd og en kvinde på henholdsvis 46, 57, 59 og 45 år, der alle kommer fra Storbritannien.

Endnu har myndighederne kun bjærget tre lig, et savnes fortsat, mens de resterende 14 personer om bord på helikopteren er sluppet fra styrtet med livet i behold.

Helikopteren styrtede i havet omkring tre kilometer fra Sumburgh Lufthavn på Shetlandsøerne med i alt 18 passagerer om bord, hvoraf to var personale på luftfartøjet fra selskabet CHC. Ifølge CHC, der fragter personale til og fra olie- og gasboreplatforme, havde helikopteren kurs mod lufthavnen, da flyvelederne pludseligt mistede kontakten til helikopteren. Den sendte et nødsignal, som fik kystvagten til at sende helikoptere og redningsbåde til området, hvor den sidst var lokaliseret.

»Der lader til at have været et katastrofalt elsvigt, som betød, at helikopteren pludseligt faldt i havet uden nogen mulighed for at foretage en kontrolleret landing,« forklarer Jim Nicholsen, der er redningskoordinator.

CHC afviser at spekulere i, hvad der fik helikopteren til at styrte ned, men oplyser, at virksomheden vil samarbejde på bedst tænkelige vis med politiet for at opklare, hvorfor helikopteren endte i havet.

De 14 overlevende, inklusive de to besætningsmedlemmer, blev efter bjærgningen bragt til et hospital i Skotland, hvor de har modtaget behandling. Ifølge skotsk politi blev fem personer udskrevet relativt hurtigt, mens de ni andre har overnattet på hospitalet, hvor de har været indlagt til observation eller behandling.

Dagens Gossip