Fire er døde efter båds forlis ved Grønland

Fire mennesker er fundet døde efter en båds forlis ved Grønland, oplyser politiet.

Onsdag morgen lokal tid blev fire omkomne fundet ved en strandkant.

De fire var sandsynligvis om bord på en båd, som tirsdag aften sendte nødsignal til kystredningstjenesten Aasiaat Radio. Derefter fik politiet i Ilulissat besked om mayday-meldingen.

Båden skulle være ved at synke i området ved Appat, der er en nedlagt bygd i Diskobugten.

Eftersøgningen med en helikopter fra Air Greenland og flere skibe blev indstillet ved mørkets frembrud ved midnat. Og den blev genoptaget ved firetiden onsdag morgen, oplyser chefanklager Morten Nielsen fra politiet.

- Det var dårligt vejr i området, siger Morten Nielsen til Ritzau.

Foreløbig er båden ukendt, og myndighederne ved ikke hvor mange, der var om bord.

Derfor fortsætter eftersøgningen onsdag efter andre muligt nødstedte.

Onsdag formiddag lokal tid er de fire omkomne endnu ikke identificeret, oplyser chefanklageren.

I en anden bådulykke i juli omkom tre mennesker ved Uummannaq.

En båd med seks personer sejlede på en isskosse - en stor klump drivende is - og kæntrede. Ved den lejlighed mistede en mand på 71 år og to kvinder på 67 og 78 livet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip