Fire flygtninge druknet nær Juleøen

Den australske grænsekontrol oplyser ifølge AFP, at båden kæntrede, da et flådefartøj var i færd med at eskortere båden til Juleøen nordvest for Australien.

Et militærfly kastede redningsflåder ned fra luften til flygtningene, hvoraf mange ikke bar redningsveste.

Myndighederne formodede til at begynde med, at der var omkring 180 flygtninge ombord på båden, men tallet blev senere nedjusteret til omkring 150, hvoraf der er gjort rede for 148 personers skæbne.

Hårdt vejr har forhindret, at myndighederne har kunnet borde det kæntrede fartøj for at fastslå de nærmere årsager omkring bådens forlis 70 sømil fra Juleøen.

Tusindvis af flygtninge er de senere år druknet på den farlige tur ad søvejen til Australien.

Så sent som i weekenden forulykkede et fartøj med 97 flygtninge. En dreng omkom, og otte meldes fortsat savnede.

De mange flygtninge har lagt pres på det regerende Labour-parti, som af oppositionen opfordres til at standse flygtningestrømmen. Spørgsmålet ventes at komme til at dominere den valgkamp, der skal finde sted senere på året.

Dagens Gossip

Dagens TV