Fire gange 12 års fængsel for narkofabrik

De fire mænd var tiltalt for at have indsmuglet 9,45 kilo amfetaminolie til Danmark, som efter planen skulle blandes med andre medikamenter og føre til fremstilling af 36 kilo amfetamin.

Fremstillingen af amfetaminen skulle finde sted i et lejet sommerhus i Egense i Nordjylland, og det var her, politiet anholdt de fire mænd i oktober sidste år.

En af de tiltalte er en tidligere præsident for en afdeling af rockerklubben Bandidos på Sjælland. Han nægtede at udtale sig i retten, men tilstod på skrift at have medvirket til produktion af amfetamin. Han nægtede dog at have deltaget i indsmuglingen.

De tre øvrige mænd, der alle er hollændere, nægtede sig derimod skyldige i både indsmugling og narkoproduktion, skriver nordjyske.dk.

De tre hollændere udvises fra Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Alle fire har ifølge nordjyske.dk udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

Anklagemyndigheden havde krævet 14 års fængsel til alle fire tiltalte.

Dagens Gossip