Fire mænd anholdt efter indbrud på café ved Fredericia

Savannah på Skærbæk Havnegade i Skærbæk ved Fredericia var i nat udsat for indbrud.

En tyverialarm gik i gang og politiet blev sendt til stedet. Men da var tyvene væk.

- Vidner havde set en mørk Audi A6 køre fra stedet, hvori der sad mindst tre personer, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz til dagens.dk.

Cirka en time senere spottede en patrulje Audi'en på Vejlevej i Fredericia, men mændene havde ikke lyst til at tale med politiet. Så de speedede op og kørte væk. Bilen blev kort efter fundet parkeret ved Jet Benzin.

Hundepatruljer blev sat ind i eftersøgningen af mændene og det gav gevinst. På en boldbane ved Madsby Legepark blev fire fundet og anholdt.

Mændene havde i følge politiet stjålet mønter, et kasseapparat og de havde revet en professionel kaffemaskine ned fra væggen.

De fire unge mænd skal afhøres i løbet af dagen.

Dagens Gossip