Fire mænd dømt for hashsmugling i Ålbæk

Skrevet af admin

28/02/2014

Dagens topnyheder

Fire nordmænd er fredag idømt fængsel i tre år og seks måneder ved Retten i Hjørring for at stå bag smugleri af 260 kilo hash, som om aftenen 6. januar sidste år blev bragt om bord på en speedbåd i Aalbæk Havn i Nordjylland, oplyser DR.

En femte tiltalt nordmand frifindes i smuglersagen, men dømmes for en ulovlig telefon i arresten.

Anklager Mette Bendix krævede fire års fængsel til hver af de fem nordmænd i sagen, hvor politiet skød og dræbte en nordmand.

Dansk politi havde fået et tip, og en gruppe specialtrænede politifolk fra PET lå på lur i området. Det kom til en ildkamp, da smuglerne sejlede ud af havnen.

Bådens fører, en 49-årig mand fra Arendal i Norge, blev dræbt af politiets skud. En anden nordmand og en betjent blev såret af skud.

En af mændene på båden, 37-årige AK, har erkendt smugleri af 45 kilo af ukendt materiale. Den anden, der er 28 år, har tilstået, at han vidste, at han skulle smugle hash.

En tredje mand, 29-årige JI, har erkendt at have bragt 80 kilo fra Silkeborg til Frederikshavn. En fjerde, 46-årige LJ, har nægtet sig skyldig under retssagen.

Den femte, 39-årige TB, udpeges af politiet som hovedmanden, der arrangerede og koordinerede transporten. Også han har nægtet sig skyldig.

En nøje analyse af mobiltelefoner var nøglen i politiets opklaringsarbejde i hashsagen. "Papa", "junior" og "satan" er blandt de kodenavne, som er bundet til bestemte personers telefonnumre.

Under selve aktionen i Ålbæk blev to af mændene anholdt, men de tre andre kom til senere. En af disse gjorde sig bemærket ved at ringe til en af de varetægtsfængslede i arresten i Hjørring - og denne telefon blev aflyttet af politiet.

Den 39-årige, som politiet udpeger som hovedmand, lejede et par dage før smugleriet en bil hos Avis i Københavns Lufthavn.

/ritzau/