Fire navne i spil som ny Telia-chef

Fire navne er i spil til at overtage posten som øverste chef for Nordens største teleselskab, Telia, når der om en måned skal skrives under på kontrakten.

Telias bestyrelsesformand siden april i år, Marie Ehrling, skal inden for en måned have fundet en afløser for Lars Nyberg, som gik, efter at en undersøgelse ikke kunne frikende Telia-ledelsen for ansvar i forbindelse med en bestikkelsessag fra Usbekistan, hvor Telia gennem et skuffeselskab i Gibraltar med tætte forbindelser til Usbekistans diktators datter, der er øverst ansvarlige for landets telemarked, købte en 3G-mobillicens i landet.

Marie Ehrling var selv topchef for Telia fra 2003 til 2006.

Bankmand og to konkurrenter på listen

De fire navne, som ifølge det svenske dagblad Dagens Industri er i spil, er koncernchefen i Swedbank, Michael Wolf, konkurrenten Tele2s topchef Mats Granryd, den tidligere Tele2-topchef og en nøgleperson i Kinnevik-koncernen Lars-Johan Jarnheimer og Ericsson-chefen Magnus Mandersson.

Ifølge Dagens Industri er drømmekandidaten Lars-Johan Jarnheimer, som i sin tid ledede Tele2 med fast hånd og gik under tilnavnet »Jernhammeren«.

Telia hører til blandt verdens ti største mobilselskaber og er i Danmark nummer tre efter TDC og norske Telenor.

 

Dagens Gossip