Fire personer anholdt for groft overfald på student

Onsdag valgte politiet at bede offentligheden om hjælp ved at udsende overvågningsbilleder af de fire mistænkte. Det gav adskillige henvendelser med navne og adresser på de mistænkte og førte sent onsdag til to anholdelser.

»Vi har modtaget adskillige henvendelser i sagen, efter overvågningsbillederne blev bragt. Det har ført til, at vi har anholdt to personer,« fortalte efterforskningsleder i København, Kristian Aaskov til BT sent onsdag.

Den første mand blev anholdt af politiet, og senere valgte de tre sidste at melde sig selv. De sociale myndigheder er informeret om sagen. Én af de anholdte er over 18, mens de tre øvrige er under.

»Vi er i gang med at afhøre dem, og de bliver fremstillet i dommervagten i løbet af dagen - sigtet for grov vold,« fortæller den centrale efterforskningsleder Thomas Juhl torsdag morgen.

Videoovervågningen viser, at de fire unge ankom til stationen med metroen på gerningsnatten. Her blev de angiveligt provokeret af den 18-åriges studenterhue. I hvert fald slog de den af ham, hvorefter de overfaldt ham med slag og spark i så alvorlig grad, at den 18-årige senere natten til lørdag måtte indlægges på Rigshospitalet og opereres for en hjerneblødning.

Har man oplysninger i sagen, kan Københavns Politi kontaktes på 114.

Dagens Gossip