Fire pirater fik tilsammen 88 års fængsel

Skrevet af John Meyer

27/02/2013

Mest læste i dag

Den 12. april 2012 befriede Absalons besætning 12 pakistanere og iranske gidsler og samtidig tilbageholdtes 16 personer mistænkt fra pirateri. Den hårde kerne af de mistænkte blev overdraget til myndighederne på Seychellerne. Tirsdag blev tre af piraterne dømt til hver 24 års fængsel, mens en fjerde pirat fik en straf på 16 år. De fire pirater var alle fra Somalia. Absalons besætning indsamlede bevismateriale og vidnede i retssagen.

- Det er prikken over i’et at piraterne blev dømt. Dommen er et konkret eksempel på, at det ikke er tilfældige uskyldige somaliere, som driver pirateriet, siger kommandørkaptajn Anders Friis, som var skibschef på Absalon under aktionen mod piratfartøjet.

- Det bekræfter at indsatsen nytter. Statistikken og virkeligheden viser, at piraterne har sværere og sværere ved at angribe skibsfarten. Det er ikke mindst besætningernes indsats. Min egen besætning gjorde en massiv indsats for at bekæmpe piraterne, forsætter Anders Friis.

Også forsvarsminister Nick Hækkerup roser den danske indsats mod pirater.

- Vi har som land en soleklar interesse i at komme efter de pirater, der også rammer danske virksomheder og arbejdspladser. Og derfor er jeg selvfølgelig også meget tilfreds, når det lykkes os at få pirater retsforfulgt. Danmark hjælper med at holde sejlruterne fri for pirater, og det arbejde er givet godt ud, siger Nick Hækkerup.

Mange pirater i fængsel
De nyeste tal fra FN viser, at 1179 pirater lige nu sidder fængslet i 21 lande verden over. Danske flådefartøjer har indtil nu skredet ind overfor omkring 280 formodede pirater og i den forbindelse befriet ikke mindre end 78 gidsler. Fra dansk side har vi hidtil haft held til at overdrage 41 pirater til retsforfølgelse.

Den danske fregat Iver Huitfeldt er i øjeblikket i Det Indiske Ocean, hvor den siden slutningen af oktober 2012 har deltaget i den internationale pirateribekæmpelse i NATOs operation Ocean Shield. Iver Huitfeldt er planlagt til at blive i operationen frem til starten af april 2013.