Fire rockertyper tilstår delvist i stor indbrudssag

Skrevet af admin

17/11/2015

Mest læste i dag

En dommer i København har tirsdag sendt fire mænd, som ifølge politiet har relationer til rockergruppen Bandidos, bag tremmer. Mændene er sigtet i en større sag om indbrudskriminalitet.

- De er blevet fængslet i 23 dage frem til 10. december. De har erkendt nogle af forholdene, men de mener ikke, at der er tale om grov indbrudskriminalitet, som sigtelsen lyder på, siger anklager Tina Davidsen til Ritzau.

Davidsen er af Nordsjællands Politi udlånt som fast anklager på sagen, som efterforskes af politiets særlige enhed for indbrudskriminalitet på Sjælland, Task Force Indbrud, også kaldet TFI, og Københavns Politi.

Det var politiets efterforskning af sagen, som mandag førte til, at de fire mænd - tre på 26 år og en på 19 - blev anholdt på adresser i Storkøbenhavn og i bandidosklubhuset i Helsingør.

De fire mænd er blevet sigtet for at stå bag flere end ti indbrud i private hjem. Indbruddene er først og fremmest gået ud over borgere i det indre København, på Østerbro og Frederiksberg.

Gerningsmændenes udbytte har ifølge politiet blandt andet været designermøbler, it-udstyr og smykker.

- I flere af forholdene går det også igen, at der er blevet stjålet bilnøgler, fortæller Tina Davidsen.

De stjålne nøgler har gerningsmændene brugt til at stjæle de tilhørende biler med. Den slags udløser sigtelser for brugstyveri af motorkøretøj.

Tina Davidsen fortæller, at det blandt andet er ligheden i fremgangsmåden, som har fået politiet til at koble de forskellige indbrud til hinanden. Derudover har politiet benyttet skygning og aflytning af de mistænkte i efterforskningen.

Med mandagens anholdelser og tirsdagens fængslinger er sagen dog ikke fuldt opklaret.

- Vi forventer, at der vil ske flere anholdelser i sagen i den kommende tid, siger politiinspektør i TFI og efterforskningsleder Bent Isager-Nielsen til Ritzau.

/ritzau/