Fire såret i nyt angreb i Israel

Skrevet af admin

11/10/2015

Dagens topnyheder

Den bølge af angreb og vold, der gennem de seneste uger har plaget Israel og de palæstinensiske områder, fortsatte søndag.

En israelsk-arabisk mand kørte sin bil ind i fire jøder i nærheden af en kibbutz i det nordlige Israel, hvorpå han stak dem med en kniv, siger israelsk politi.

Ifølge hospitalskilder er en 19-årig kvinde alvorligt såret, en 14-årig pige er såret, men ikke i livsfare, mens to mænd slap fra angrebet med lettere kvæstelser.

Israelsk politi har anholdt gerningsmanden, der beskrives som en 20-årig arabisk israeler fra en by i det nordlige Israel.

Søndagens knivangreb var det 15. knivangreb i løbet af otte dage, viser en optælling fra nyhedsbureauet AFP. Det er imidlertid det første angreb, hvor en araber med israelsk statsborgerskab har såret andre.

Angrebet i det nordlige Israel kommer kort tid efter, at en 13-årig palæstinenser blev skudt og dræbt i sammenstød med israelske sikkerhedsstyrker på Vestbredden.

Natten til søndag kostede et israelsk luftangreb i Gaza en gravid mor og hendes treårige datter livet, siger en talsmand for Gazas sundhedsministerium.

I alt er mindst 27 mennesker - heraf mindst 23 palæstinensere og fire israelere - blevet dræbt i løbet af de seneste to ugers bølge af vold og protester i Israel, Østjerusalem, på Vestbredden og i Gazastriben.

/ritzau/AFP