Fire sigtede i Krudttøndesag brugte mobiler i fængslet

Skrevet af admin

28/01/2016

Dagens topnyheder

Fire af Omar el-Husseins formodede hjælpere har haft adgang til mobiltelefoner, mens de har været varetægtsfængslet, oplyser justitsminister Søren Pind (V) i en pressemeddelelse.

Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten har oplyst, at de fire på forskellige tidspunkter har haft adgang til i alt syv mobiltelefoner.

De fire er sammen med en femte sigtet for at have bistået Omar el-Hussein, da han i februar sidste år angreb kulturhuset Krudttønden og synagogen i Krystalgade.

Søren Pind har nu bedt om en samlet redegørelse for, hvordan kommunikationen og koordineringen mellem de involverede myndigheder er foregået.

- Beskrivelsen af forløbet fremstår på nuværende tidspunkt ufuldstændig og fragmenteret. Jeg har derfor bedt de involverede myndigheder om en samlet redegørelse for forløbet, siger ministeren i pressemeddelelsen.

Justitsministeriet omtaler i pressemeddelelsen sagen som "terrorsagen". Men de fem sigtede er alene sigtet for medvirken til drab og drabsforsøg. Straffelovens terrorparagraf er der ikke rejst sigtelse for.

Det er tidligere kommet frem, at én af de sigtede har haft adgang til mobiltelefon i fængslet. Men det er nyt, at yderligere tre også har haft det.

Et af de nye tiltag, der skal dæmme op for mobilerne i fængslerne, bliver, at Kriminalforsorgen skal anvende narkohunde til at opsnuse telefonerne.

Derudover skal der i højere grad benyttes kropsskannere, som man kender det fra lufthavne. De skal bruges i flere af Kriminalforsorgens lukkede institutioner, lyder det.

Hvordan de helt konkret skal bruges, kommer justitsministeren ikke nærmere ind på i pressemeddelelsen.

De fire personer er sigtet for at have hjulpet Omar el-Hussein ved angrebene på Krudttønden og synagogen i København i februar sidste år.

Omar el-Hussein dræbte to personer og mistede selv livet i en skudregn med Politiets Aktionsstyrke.

I alt er fem personer sigtet i sagen. Fire af dem er stadig varetægtsfængslet, mens en i sidste uge blev løsladt.

/ritzau/