Fire togvogne kører af sporet på Fyn

To togvognsæt, der består af fire togvogne, er tidligt fredag morgen blevet afsporet på Svendborgbanen, oplyser Fyns Politi. Politiet understreger, at toget ikke er væltet.

Det er det forreste vognsæt, der er blevet delvis afsporet, oplyser DSB til Ritzau. Et vognsæt består af to sammenkoblede togvogne - og heraf er en del kørt af skinnerne.

- Der er et togsæt på Svendborgbanen - nærmere bestemt mellem Kværndrup og Stenstrup - der er kørt ind i et træ. Og det har gjort, at den ene af de to togvognsæt er røget lidt ud af skinnen, siger trafikinformationschef i DSB Tony Bispeskov.

Togets lokofører har fået lettere skrammer, men de 14 passagerer, der var i toget, har ikke lidt nogen overlast, oplyser trafikinformationschefen.

- Lige nu er vi ved at få toget tilbage på skinnerne igen, så vi kan få normal kørsel på Svendborgbanen, siger Tony Bispeskov.

DSB kørte alle tog i garage torsdag på grund af stormen Bodil. Alle tog ophørte med at køre på Fyn klokken 16. Og det er Banedanmark, der efterfølgende har givet DSB lov til at køre igen:

- Vi har fået grønt lys fra Banedanmark om at køre på Svendborgbanen, så det er selvfølgelig stærkt beklageligt, at det her sker, siger trafikinformationschefen.

Vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi siger, at man har sendt en masse politi derned. Og DSB oplyser, at man lige nu venter på, at en bus skal ankomme til ulykkesstedet for at køre passagererne videre.

- Der kan godt gå et par timer, før vi har normal togdrift igen på banen. Vi vil se, om vi eventuelt skal indsætte busser - det vil være en øjensynligt scenarie. Men hold øje med vores hjemmeside, lyder opfordringen fra Tony Bispeskov.

/ritzau/

Dagens Gossip