Fire 'turister' anholdt for at uddele kristne bøger i Libyen

Fire udlændinge er blevet anholdt i Benghazi i det østlige Libyen, fordi de er mistænkt for at være kristne missionærer.

En talsmand for de præventive sikkerhedsmyndigheder siger, at de fire personer - en egypter, en sydafrikaner, en sydkoreaner og en svensker - er under mistanke for at trykke og distribuere tusindvis af bøger om kristendom, skriver BBC.

Missionærarbejde er forbudt i det overvejende muslimske land, siger talsmanden.

- Vi er et 100 procent muslimsk land, og denne form for handling berører vores nationale sikkerhed, siger talsmand Hussein Bin Hmeid til Reuters.

Talsmanden tilføjer, at diplomater har fået tilladelse til at besøge de anholdte, men han vil ikke komme nærmere ind på, hvor personerne sidder fængslet.

- Vi afhører dem stadig, og vi vil overlevere dem til Libyens sikkerhedspoliti i løbet af et par dage, lyder det fra talsmanden.

Agenter har ifølge BCC fundet omkring 45.000 bøger om kristendom hos et forlag, hvor de fire personer blev anholdt tirsdag. Omkring 25.000 bøger skulle allerede være omdelt.

Det internationale Røde Kors (ICRC) blev sidste år nødt til at suspendere sine aktiviteter i det østlige og centrale Libyen, da deres kontorer i Benghazi og Misrata blev angrebet.

Nødhjælpsorganisationen var forinden blevet beskyldt for at drive missionsvirksomhed og for at distribuere bibler til internt fordrevne i Benghazi. ICRC afviste påstandene.

Den præventive sikkerhedsmyndighed blev oprettet under krigen i Libyen i 2011

/ritzau/

 

Dagens Gossip