Fire unge fængslet for overfald på student

Fire unge mænd i alderen 15 til 18 år blev torsdag i et lukket grundlovsforhør i Dommervagten i København fængslet i 13 dage, sigtet for det brutale overfald på en 18-årig nyudklækket student på Nørreport Station i fredags.

De fire blev alle anholdt onsdag aften.

- Tre af dem har meldt sig selv, mens den sidste er blevet hentet i sit hjem, fortalte central efterforskningsleder ved Københavns Politi Tomas Juhl, tidligere torsdag til Ritzau.

Københavns Politi valgte onsdag eftermiddag at frigive billeder fra videoovervågningen i metroen, der viser fire karseklippede mænd.

Siden meldte først en af drengene sig selv, mens en anden blev anholdt i hjemmet. Senere på aftenen dukkede også de sidste to mistænkte op hos politiet.

Den unge student på 18 år blev ved overfaldet slået så hårdt i hovedet, at han efterfølgende måtte lægges i koma på Rigshospitalet. Han fik blandt andet konstateret blødninger i hovedet.

Studenten blev tilsyneladende helt umotiveret overfaldet og slået ned af de fire formodede gerningsmænd ved 22-tiden, da den 18-årige var på vej i byen for at fejre sin studentereksamen sammen med en gruppe venner.

På Københavns Politis Station City oplyser vicepolitikommissær Kim Refshammer, at sagens 18-årige offer har det en smule bedre.

- Det, vi kan sige, er, at han er ude af koma og i svag bedring, siger Kim Refshammer til Ritzau.

/ritzau/

 

Dagens Gossip