Fire unge indlagt: 22-årig uddelte drik med fælgrens

»Han har erkendt, at han delte ud af en flaske, som var blandet op med Red Bull og nogle »hætter« med fælgrens, men han afviser, at de øvrige deltagere ikke kendte til indholdet,« siger Flemming Hartmann, vagtchef hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Dermed harmonerer den 22-åriges forklaring ikke med forklaringerne fra de fire personer, som blev indlagt efter at have indtaget det flydende stof. De har fortalt politiet, at de ikke vidste, at de havde taget stoffer, og at de ikke kendte hinanden.

»Så vi skal nok lige have genafhøret dem for at finde ud, hvordan det helt præcist hænger sammen,« siger Flemming Hartmann.

De fire unge er en 16-årig pige fra Vordingborg og tre mænd på henholdsvis 19, 25 og 27 år, der kommer fra Næstved. Efter afhøringen blev den sigtede på 22 år løsladt, men han er fortsat sigtet for at have bragt andres liv i fare.

Han er kendt af politiet for forskellige former for kriminalitet.

Dagens Gossip